Mine spor på nettet...

Elefanter glemmer som bekendt aldrig. Men hvad med internettet?

Jeg satte mig for at undersøge, hvad der er sket med alt det, jeg i tidens løb har oploadet på internettet...

Web 1.0

På web.archives.org findes den fantastiske 'wayback machine', hvor man kan søge på en URL-adresse og gennemse tidligere versioner af en given hjemmeside. Her kunne jeg finde min gamle klasses hjemmeside fra 1999! Fra 2002 kunne jeg finde en artikel i skolebladet, som jeg skrev sammen med et par klassekammerater om klassens skitur til Norge.

Blog.com

Så heldig var jeg ikke med min senere blog. Overalt, hvor jeg kom frem fandt jeg kun den evindelige error #404 - page not found. Min tidligere blog Magnus-om-alt er tilsyneladende gået tabt i en oprydning på blog.com..

Facebook

Jeg må indrømme, at jeg ikke er den store fan af facebook. Jeg deaktiverede min profil for et års tid siden, hvorfor jeg af gode grunde ikke kan finde mine spor der. Men efter hvad man hører om facebooks datapolitik, er jeg ikke i tvivl om, at alle de gamle billeder stadig ligger der et sted...

Skægget

Artiklerne på skægbloggen ligger stadig, hvor de skal. Også selvom der ikke er sket det store skægget de sidste par måneder...

Alt det andet

Dertil kommer alt, hvad jeg i tidens løb har sendt og modtaget over nettet, brugerkommentarer, debatindlæg, statsusopdateringer, småposts etc. De er måske ikke lige til at finde i google, men de er der. Alene det, at alle internetudbydere i Danmark er forpligtet til at gemme al trafik i minimun eet år siger noget om, hvor meget, der ligger derude.

Nuvel. For mig er det ikke et stort problem. Jeg har aldrig danset til backstreet boys foran mit webcam eller smidt billeder af mig selv i bar overkrop på min arto-profil. Men det er der andre, der har. Og det er altsammen et sted derude stadigvæk!

The Uncanny Valley

Videon er en musikvideo for det amerikanske band Spoon, hvori den japanske skumgummimand Keepon medvirker.

Keepon er oprindeligt udviklet som et redskab til at studere interaktion med børn. Derfor har dens designer gjort sig umage for at få den til at virke mest muligt sympatisk. Og med held. Hvem ville ikke have en Keepon på sit natbord?

Vi mennesker er utroligt hurtige til underbevidst at tilskrive maskine og robotter menneskelige egenskaber, hvis de har menneskelige træk. Se eksempelvis Keepons facebook-billeder, hvor den har nuttede små hatte på... En robot bliver meget mere sympatisk, hvis den har 'øjne' og hvis den smiler til dig.

Det bringer mig nu videre til begrebet Uncanny Valley, der meget vel kunne stamme fra en Boris Karloff-horrorpic.

Forskning i menneskers interaktion med robotter har vist, at mennesker nærer stigende sympati for en robot, jo mere menneskelig (i betydningen "lighed med mennesket") den forekommer. Men ved et vist punkt af menneskelighed bliver robotten underligt uhyggelig, eller uncanny -  sympatien falder. Hvis vi nu stadig øger 'menneskeligheden' begynder folk på et tidspunkt fejlagtigt at betragte robotten som et menneske, og sympatien stiger atter en gang. Uncanny valley er således navnet for denne 'dal' i grafen over menneskers sympati.

Dette tydeliggøres i filmen 2001: A Space Odyssey, hvor Stanley Kubrick meget effektfuldt skildrer den 'onde' computer HAL som et lysende rødt øje med en computergenereret, følelseskold stemme. Meget lidt sympatisk.

Et måske mere populært eksempel er Terminator 2, hvor to menneskelignende dræberrobotter er sendt fra fremtiden for at beskytte hhv. tilintetgøre den unge John Connor. Her er den gode robot, Arnold Schwarzenegger, skildret som den svage, kødelige robot med følelser. I modsætning hertil står den iskolde T1000, der er (næsten) ubrydelig og antager mange forskellige former. Selvom T1000 umiddelbart ligner et menneske, er der noget sært ved ham. Og netop det gør ham skræmmende - selvfølgelig sammen med det faktum, at han ynder at stikke sine arme igennem folk.

Det er tankevækkende, hvordan vi mennesker er tilbøjelige til at betragte maskiner og robotter, der ellers klassificeres under 'ting' som mennesker, hvis de bare har noget, der ligner et ansigt. Det er givetvis også derfor børn så let kan forelske sig i en bamse eller en dukke.

Jeg ved egentlig ikke, hvor jeg vil hen med alt det her. Måske vil jeg bare pointere, at vi er meget hurtige til at knytte os til ting, som i virkeligheden ikke har nogen følelser eller nogen personlighed. Hvor vi så ender, hvis maskiner en dag rent faktisk begynder at få personlighed er en anden sag...

På falderebet vil jeg pointere, at ordet 'robot' kommer af det tjekkiske 'Robota', der så vidt jeg husker betyder noget i retning af 'tvangsarbejder'.

Velkommen til Ludisten

Denne blog er lidt en opfølger på to andre posts : 'En luddistisk erkendelse' og 'En luddistisk erkendelse II' (begge fra Skægbloggen).

Bloggens vil komme til at indeholde en række indfald om og udfald mod en teknologisk udvikling der er ude af kontrol. Mit formål er måske ikke at modvirke internettet, men at fordre en vis eftertænksomhed i  vores bevægelse på World Wide Web.

Mine posts vil ikke være nogen sammenhængende argumentationskæde og de skal kun tages, for hvad de er: Korte, let sarkastiske og forhåbentlig interessante observationer på det, vi populært kalder web 2.0.